Lit maitiid, spriek ik stûf, my flaeikjend noegje,
'k Sil yn har dwyl en tsjoen my net bijaen.
Myn krêftich hert sil him ta greater foegje,
Myn sterke hân sil drege dieden dwaen.
Mar loaits, — fanselme gean myn doarren iepen
En glydt it ljocht myn lege drompel oer.
'k Forgeat hwernei't myn warbre hannen griepen,
En 'k wit net, hwer 'k myn sûmber wollen strjûr —
En yn 'e weelde dy't it lân oerwaeide
Stean 'k nou sa tear as in ûnwittende bern;
Hwat 'k juster hie; ik haw 't alhiel forlern —
En 'k huverje, om't eat leafs my sêft omaeide…
Fedde Schurer
Geen opmerkingen:
Een reactie posten